Hvad får jeg ud af at spise for klimaets skyld?
“Hver gang vi sætter tænderne i en bøf, øger vi den globale opvarmning”, skrev det engelske lægevidenskabelige tidsskrift "The Lancet" i 2007.
Som borgere på en lille sårbar planet bliver vi hver dag konfronteret med verdensomspændende klimaproblemer, som vi ikke tidligere har skullet tage stilling til. Den ubegrænsede vækst i forbruget, bl.a. den enorme produktion af dyr, er ikke forenelig med de store klimaudfordringer, vi står overfor. Men det er ikke kun klimaet, der lider. Jord og vand forurenes, dyrearter forsvinder, produktionsdyr lever under kummerlige forhold, og vi mennesker får flere og flere såkaldte velfærdssygdomme.
Mange er ved at forstå, at klimaændringerne kan resultere i omfattende og helt uforudsigelige klimaforhold. Men hvor meget ved vi, når det kommer til stykket? Kan vi stole på videnskabsfolkene? Og er det ikke meget nemmere at hælde sit hoved til ham Lomborg?
Så behøver vi ikke at tage alle disse besværlige hensyn til naturen og energiforbruget.
Vælger vi derimod at tro på majoriteten af videnskaben, er vi tvunget til at stille os selv spørgsmålet, hvad kan jeg, det enkelte menneske, gøre. Hvordan kan jeg være med til at sikre en global, bæredygtig udvikling? Vi har allerede lært at spare på energien, godt hjulpet på vej af de grønne afgifter. Vi er begyndt at vælge mindre benzinslugende biler, vi sparer på vandet og elektriciteten, og nogle har fundet cyklen frem bagest i garagen.
Men hvad kan vi ellers gøre? Vi kan spise anderledes. Det vi putter i munden er mere skadeligt for miljøet og klimaet end fx bilkørsel. Klimabelastningen ved at spise 1 kg oksekød svarer til at køre 100 km i bil. Det er stadig godt at spare i trafiksektoren, der er bare ufattelig mange gode grunde til også at ændre spisevaner.
Hos en gennemsnitsfamilie stammer mere end en tredjedel af det samlede ressourceforbrug og udslip til miljøet fra det, vi spiser. Det er altså sund fornuft med et par kødløse dage om ugen – eller at erstatte den ekstra frikadelle med et par kartofler. Men det er svært at ændre vaner. Især madvaner.

Mindre kød giver store klimaforbedringer
Vi er tvunget til at handle, vi er nødt til hver især at tage et ansvar for vores forbrug. Danmark er det 9. mest ressourceforbrugende land ud af 147. Hver amerikaner udleder hvert år 20 ton CO2, danskerne 10 ton og inderne 1,2 ton.
Det er altså ikke nok at huske at slukke for lyset og lade bilen stå engang imellem. Et område, hvor vi som enkeltpersoner kan handle, så det virkelig batter – både lokalt og globalt – er gennem vores forbrug og især gennem et klima- og miljøvenligt valg af den mad, vi spiser hver dag. Her kan hentes store klimamæssige gevinster ganske gratis, nemt og uden afsavn. Ved at nedsætte kødforbruget kan vi i ét hug nedsætte CO2 udledningen, styrke vores eget helbred (et mindre indtag af kød og mejeriprodukter vil nedsætte risikoen for diabetes, hjerte-karsygdomme, fedme og visse former for kræft), skåne naturen og højne dyrevelfærden – og så kan vi spare mange penge på husholdningsbudgettet. 1 kg oksekød koster omkring kr. 200,-, 1 kg tørrede bønner koster ca. kr. 40,-. Og så tilfører bønner oven i købet næring til jorden. Der er næppe andre tiltag, der giver så mange gevinster på én gang. En nedsættelse på blot en fjerdedel af vores forbrug af kød og mælkeprodukter vil få store positive effekter for klimaet og for os selv.
Udledningen af drivhusgasser fra dyreproduktionen tegner sig for knap en fjerdedel af de samlede menneskeskabte CO2- og andre klimaskadelige udslip. Kødspiseren er ansvarlig for årligt at sende ca. 1,6 ton CO2 ud i atmosfæren, mens vegetaren nøjes med 0,6 ton.
Produktion af 1 kg oksekød forårsager 16 kg drivhusgasser og 1 kg svinekød 6,4 kg. Til sammenligning står 1 kg kartofler for 0,24 kg og 1 kg hvedemel for 0,8 kg drivhusgasser.
Drøvtyggerne giver os klimamæssigt det problem og ressourcespild, at 7% af deres foder bøvses eller pruttes ud i luften som metangas (der er 21 gange mere skadeligt for atmosfæren og drivhuseffekten end CO2).
Greenpeace vurderer i en rapport fra i år, at landbruget årligt bidrager med 17-32% af det samlede, menneskeskabte udslip af drivhusgasser. Gasserne stammer fra såvel dyrkningen af dyrenes foder (kunstgødning der udleder lattergas, som er næsten 300 gange kraftigere end CO2) og transporten af kød eller levende dyr som den metangas, dyrene bøvser eller prutter ud i omgivelserne.
Noget af kunstgødningen får vi i hovedet igen i form af syreregn, andet forsvinder ned i grundvandet i form af nitrat, der kan omdannes til det kræftfremkaldende nitrit, atter andet havner i søer og åer og i havet med overdreven algevækst til følge.

Dyrene spiser den fattiges mad
Vi producerer tre-fire gange så mange dyr, som vi selv spiser, og skulle vi selv brødføde dem, ville vi behøve et areal, der er mere end dobbelt så stort som det nuværende.
For at opføde de mange slagtedyr importerer vi store mængder planteprotein, bl.a. mere end 1,5 millioner ton soya årligt fra Argentina. Dyrkningen lægger beslag på 11.000 kvadratkilometer jord i et fjernt land, tilstrækkelig langt borte til at vi ikke tænker på, at det betyder skovafbrænding, fortrængning af småbønder og i det hele taget rovdrift på mennesker, dyr og natur.
Mere end en tredjedel af verdens dyrkbare jord er lagt ud til dyrkning af korn og andre afgrøder til dyrefoder frem for som føde til mennesker. Det giver os i den rige del af verden mulighed for at spise kød.
FAO (FN’s fødevare- og landbrugsorganisation) sagde det højt og tydeligt i en rapport fra 2007: ”Husdyrbrug er en af de største bidragydere til det største af alle miljøproblemer. Det er nødvendigt at gøre noget omgående.” Der er bare ikke sket noget, og der er heller ikke tegn på, at der vil ske noget foreløbig. Kødhungeren er voksende i den tredje verden, og hos os er den på ingen måde aftagende. Man har beregnet, at produktionen af kød globalt vil stige fra 229 millioner ton omkring år 2000 til op mod 450 millioner ton i 2050.
Det er her, alle vi forbrugere virkelig kan gøre en forskel, så det kan mærkes. Og vi har lidt at ”give” af. Hver dansker spiser 100 kg kød om året (en kødspiser sender omkring 1000 kg kornprodukter om året gennem dyrene, før de spiser dem. En vegetar forbruger ca. 200 kg korn om året). Vores appetit på kød er tre gange højere end verdensgennemsnittet, og i Europa er vi som kødædere kun overgået af Spanien.
Ville vi indføre blot en enkelt kødløs dag om ugen, ville det betyde 25.000 færre slagtede svin om året med alt hvad det indebærer af nedsat CO2 udslip, ressourcespild og lidelser for dyrene.

Økologi er vejen
Det ville være af uvurderlig hjælp for miljøet, hvis man ville indføre grønne afgifter på kød, der er opdrættet naturstridigt, og på afgrøder, der er dyrket ved hjælp af giftsprøjtning. Det koster enorme summer at rense op efter det konventionelle landbrug, og ideen om at den, der forurener, skal bære byrden, må være logisk. Til gengæld bør økologisk landbrug støttes og fremmes.
Hvis vi skal stoppe klimaændringerne og i fremtiden kunne spise os mætte i rene råvarer, drikke rent vand og have ren luft i lungerne, er det tvingende nødvendigt at tænke på, hvad vores mad besår af. Hvordan er den produceret, og hvor kommer den fra? Er den sund og nærende? Er den bæredygtig og økologisk? Er der tænkt på dyrevelfærden? Er den transporteret over lange afstande? Hvilken indvirkning har den på os selv og vore omgivelser, de nære såvel som de fjerne? Hver gang vi putter en bid mad i munden, har det effekt på den anden side af kloden.
At vælge grønt og økologisk er en kærlig handling til gavn for klimaet. Vi siger dermed samtidig nej til at støtte store lidelser for svin, køer, kyllinger og alle de andre produktionsdyr, og vi er med til at nedbringe den gigantiske forurening af vores miljø.
Med vores valg i supermarkedet eller hos grønthandleren kan vi præge den jord, vi lever på, og som lige nu trænger så hårdt til en hjælpende hånd.

Ressourcer
Ressourcemæssigt kræver det enorme mængder plantefoder at producere dyr. Dyrene spiser flere gange deres egen vægt i foder, før vi slår dem ihjel. Planterne ville være langt bedre udnyttet, hvis vi spiste dem direkte – før de blev tygget og fordøjet af dyrene. Og grotesk er det, at kun en lille del af den energi, dyrene gumler i sig, er tilbage i det kød, vi spiser.
Frances Moore Lappe, der skrev bestselleren “Diet for a small planet”, beder om at du ser for dig, at du sidder til bords med en 150 g bøf på tallerkenen foran dig. “Forestil dig så lokalet fyldt med 40-50 mennesker, der hver har en tom tallerken. For den energi, der er gået til at producere din bøf, kunne hver af disse menneskers tallerken være fyldt med et sundt og nærende måltid af korn- og grøntsagsprodukter”.
Kunstgødning og afskovning af jord (forårsager 20% af udledningen af drivhusgasser) til dyrkning af afgrøder til dyrefoder bidrager betragteligt til vores klimaproblemer. Og i mange u-lande ville det være langt mere fornuftigt at dyrke planter til den sultende befolkning. Mahatma Gandhi udtrykte det meget præcist, da han sagde: “Den rige mands ko stjæler den fattige mands brød”.

Dyr er levende væsener
Måske vil vi automatisk nedsætte vores kødforbrug, hvis vi bliver i stand til at se en forbindelse mellem den plastindpakkede klump kød i supermarkedet og den halte gris i stalden med organskader eller skuldersår, der holdes oprejst ved hjælp af helt uacceptable mængder antibiotika. I 2006 indtog danske svin over 100 ton antibiotika. Alligevel dør omkring 170.000 svin årligt af deres lidelser.
I takt med industrialiseringen er dyrene i stigende grad blevet opfattet som kroppe uden bevidsthed, uden sjæl og følelser, uden smertesans, umælende væsener, som vi kan behandle og forbruge efter behag.
Vores førende produktionsdyr, svinet, er højt udviklet og ligner på mange måder mennesket. Så meget, at man nu foretager forsøg med at bruge organer fra grise til mennesker.
Vi producerer op mod 25 millioner grise om året i Danmark. Hver dansker spiser omkring 1 kg svinekød om ugen.
I kostalden drives køerne til højere og højere mælkeydelse, og de er næsten konstant drægtige. Grønt græs er en sjældenhed. Årligt dør14% af alle nyfødte kalve af mistrivsel.

Den bevidste forbruger
Den gode nyhed er, at der er ved at tegne sig omridset af det, der kaldes den bevidste forbruger. I fremtiden vil vi utvivlsomt høre meget mere om den bevidste forbruger. Denne fokuserer ikke blot på giftfri mad. Måske er kiwierne økologiske, men den miljøbevidste forbruger overvejer også, om det er klogt at spise produkter, der er fløjet eller på anden måde fragtet over lange afstande, og man taler om “food miles”, altså hvor meget energi (og dermed CO2 udslip), den enkelte vare forbruger.
Og der er mange andre parametre for denne forbruger, f.eks. kan velgørenhed spille en rolle, som når man vælger en flaske olivenolie, der støtter plantning af nye oliventræer i Nordafrika.
Den bevidste forbruger forlanger miljøvenlighed og synlighed i produktionen fra jord til bord, stiller krav til landbruget, til industrien, til politikerne og til butikkerne. Denne forbruger stiller også krav til sig selv og ved, at et bæredygtigt klima og et godt miljø ikke kommer uden aktiv medvirken.
Den bevidste forbruger styrer udviklingen fra sin indkøbsvogn.
Den bevidste forbruger spiser med hjerte, hoved og holdning.

”Hvis der skal skæres ned på drivhusgasserne og den globale opvarmning, er det ikke nok at sætte sin lid til politikerne og erhvervslederne. Vi er tvunget til selv at gøre noget.”
FN’s miljøprogram, Unep




© 2009 det kærlige køkken.dk • kirsten.skaarup@privat.dkKodfrifredag.dk
Webmaster: Nikolaj Holck • nikolajholck.dk • mail@nikolajholck.dk